Prev Add About Next

OG : 1.040 - 1.072
FG : 1.000 - 1.014
ABV : 4.2% - 7.0%
IBU : 15 - 21
EBC : 0 - 200

Beskrivelse :
Frugt lambic er en typisk spontangæret øl, der undervejs i fermenteringen tilsættes frugt eller bær. Ofte vil basen før frugttilsætning være en geuze eller en lambic. Typiske eksempler på frugt er kirsebær (kriek), hindbær (frambois) eller muscatdruer (druiven lambic), men andet frugt, fx solbær, fersken, blåbær og abrikos findes også i kommercielle udgaver. En frugt lambic skal have en syrlig karakter. Derfor passer de sødede varianter fra fx Lindemans og St. Louis ikke ind i denne stilart. Ofte er 10-30 % syrlig frugt tilsat for at udbygge karakteren af øllet - og ikke for at søde øllet. Hvis øllet lagres på træfade for at følge de traditionelle brygmetoder, skal det foregå i ældre fade, så øllet ikke får karakter af fadet. Basen for øllet er en stor mængde umaltet hvede og pilsnermalt. Derudover anvendes ældet humle for opnå en konserverende effekt, der ikke giver smag eller bitterhed til selve øllet.

Aroma :
Svag til kraftig karakter af det valgte bær eller frugt. Den komplekse blanding af vildgær og bakterietyper kan give indtryk af grapefrugt, stald, krydderurter, halm, læder og jordslået kælder. Malt- og humlearoma bemærkes stort set ikke. DMS og diacetyl må ikke forekomme.

Udseende:
Tager ofte farve efter frugten - dog giver ikke alle frugter eller bær meget farve. Svagt til kraftigt skum. Let til medium tåget.

Smag:
Middel til kraftig syrlighed dominerer smagen. Syrligheden stammer hovedsagelig fra mælkesyre og må ikke være domineret af eddike. Svag til kraftig karakter af det valgte bær eller frugt. Svag til middel grapefrugt-karakter, som også kan forekomme bitter. Indtryk af græs, krydderurter, træ, stald, læder og frugt kan bidrage yderligere til kompleksiteten. Svag til middel maltsødme kan balancere syrligheden i større eller mindre grad. Humlesmag bemærkes ikke.

Krop:
Medium krop. Medium til kraftig karbonering.

Eksempler:
3 Fonteinen Kriek, Cantillon Kriek, Cantillon Rose de Gambrinus, Cantillon Vigneronne, Girardin Framboise, Girardin Kriek, Oud Beersel Oude Kriek Vieille. OBS! Disse nævnes i alfabetisk orden, da de er så forskellige, at de ikke kan rangordnes.

Danske Øl-stilarter 2022 Ver. 1.1

Elektronisk udgave af Stilarts definitionerne, udgivet af Danske Øldommere 2022 1. udgave - kommentarer og forbedringer bedes sendes til stilart@svarrer.dk

Michael Svarrer

Forklaringer på fagudtryk og EBC farveskalaen.
OG eng. Original Gravity. Urtens vægtfylde inden gæren tilsættes. Angives i gram per liter.
FG eng. Final Gravity. øllets vægtfylde efter gæring, lagring og eventuel frysning. Angives i gram/liter.
IBU eng. International Bitter Units – enhed til beskrivelse af øllets bitterhed. Forskellige øltyper kan have samme IBU men opleves som forskellige.
EBC eng. European Brewing Convention – her en skala for øllets farve på malt og øl. Den anvendte skala skal er kun vejledende. Specielt mørke farver kan være svære at vurdere.

EBC 3-6 Lys halmgul
EBC 7-10 Halmgul
EBC 11-15 Gylden
EBC 15-25 Ravfarvet
EBC 25-35 Kobberfarvet
EBC 35-45 Mørk kobberfarvet / lys brun
EBC 45-60 Rødbrun / brun
EBC 60-80 Mørk rødbrun / mørkebrun
EBC 80-100 Rødsort / brunsort
EBC 100+ Sort